Produktsikkerhed
Uanset om du producere, importerer eller forhandler produkter, har du et ansvar for at produkterne er sikre. Afhængigt af din rolle i forhold til produktet er der yderligere regler, du skal leve op til.
Et godt sted at starte er i ”Produktansvars loven” & ”Lov om produkter og markedsovervågning”
Fabrikant eller producent?
En fabrikant er en der fremstiller produkter eller får andre til at fremstille dem for sig. Du er også fabrikant, hvis du markedsfører produkter, som andre har fabrikeret eller importeret, under dit eget navn eller varemærke.
Du bliver også betragtet som fabrikant, hvis du ændrer et eksisterende produkt i en sådan grad, at det har betydning for, om produktet overholder de direktiver, det er underlagt.
Bemyndiget repræsentant
En bemyndiget repræsentant er enhver erhvervsdrivende i EU, som har en skriftlig fuldmagt fra fabrikanten til at handle på dennes vegne i forbindelse med varetagelsen af specifikke opgaver.
Importør
Du er importør, hvis du bringer produkter med oprindelse i et tredjeland i omsætning på EU-markedet. Dette gælder både, hvis du sælger produkter til andre virksomheder, til forbrugerne eller giver dem væk som gaver. Tilføjer du dit eget navn eller mærke på et produkt ud over producentnavnet, får du forpligtelser som fabrikant.
Distributør
En distributør er enhver erhvervsdrivende i forsyningskæden inden for EU, der gør produkter tilgængelig på markedet, og som ikke er importør eller fabrikant.
Regler ved handel inden for og uden for EU
Virksomhedens rolle har betydning for, hvilke regler du skal følge ved handel uden for henholdsvis inden for EU. Produktansvaret skifter desuden karakter, afhængigt af om en vare allerede befinder sig inden for EU’s markedsområde.
Du anses automatisk for at være importør, når du køber varer fra lande uden for EU
Du anses automatisk for at være distributør, når du køber varer, som befinder sig inden for EU
Hvis du køber dine varer uden for EU
Hvis du importerer varer fra et land uden for EU eller tilføjer dit eget navn eller mærke på et produkt ud over producentnavnet, skal du følge de regler, som gælder for fabrikanter.
Du har ansvar for kun at bringe sikre produkter på markedet. Det betyder blandt andet, at du som importør skal undersøge, om der er særlige lovkrav til den type produkt, du vil sælge, for eksempel krav til sikkerhed og mærkning.
Der kan også være tekniske standarder, som du kan bruge til at stille sikkerhedskrav over for producenten af produktet, eller som du kan bruge til at foretage dine egne vurderinger af sikkerheden.
Eventuelt kan du kontakte en rådgiver eller et laboratorium, som kan hjælpe dig med test af dit produkt eller gennemgå den tekniske dokumentation. Det kan give dig vished for, at du kun sælger sikre produkter.
Du har pligt til at gemme oplysninger om, hvem du har købt produktet af, så det kan spores. Det er under alle omstændigheder fabrikantens ansvar kun at markedsføre sikre produkter og at foretage den rigtige klassificering.
Hvis du køber dine varer inden for EU
Hvis du køber dine varer i Danmark eller inden for EU, skal du følge de regler, der findes for distributører, uanset om du er grossist, har en detailbutik eller driver en webshop.
Du har ansvar for, at du kun bringer sikre produkter på markedet, blandt andet, at de er korrekt mærkede. Mærkningen skal blandt andet omfatte navn og adresse på producenten og eventuelt importøren. Desuden kan der være krav om advarselsmærkning og eventuelt også brugsvejledning. Kravene til mærkning vil fremgå af den konkrete lovgivning. Her vil det også fremgå, om produkter er omfattet af reglerne om CE-mærkning.
Du har pligt til at gemme oplysninger om, hvem du har købt produktet af, så det kan spores.
Hvis du selv producerer dine varer
Som producent har du ansvar for kun at bringe sikre produkter på markedet, og du skal undersøge, om der er særlige lovkrav til dit produkt. Du bliver betragtet som producent, hvis du sætter dit eget navn eller mærke på et produkt.
Undersøg, før du går i gang med produktionen, om der findes tekniske standarder, som kan hjælpe dig til at designe og producere et sikkert produkt. Kontakt eventuelt et laboratorium eller en rådgiver for at få testet dit produkt, så du sikrer dig, at du kun sælger sikre produkter.
Du har pligt til at gemme oplysninger om, hvem du har solgt produktet til, så det kan spores.